Illustration

Venteværelset


Forfatter:Rita Nielsen og Jacob Harder
Forlag:Unitas Forlag
Udgivelsesår:2010
Anmelder:Jorit Tellervo, projektmedarbejder. Boganmeldelsen har været bragt i Sygeplejersken nr. 14 2010

Beskrivelse:Samtalekunst, der får tårerne til at trille

Hvad karakteriserer et mesterværk?" Ifølge Nudansk Ordbog karakteriseres et mesterværk som "et kunstværk, som er fantastisk flot og udført med største dygtighed".

Denne sommermorgen afsluttede jeg Rita Nielsens og Jacob Harders bog "Venteværelset - en døendes fortællinger om livet" med tårerne trillende ned ad kinderne af bevægelse og af glæde. Rita Nielsen er klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens hospice. I sit arbejde møder hun Jacob Harder, som ved livets afslutning indlægges på hospice. Mellem dem opstår en speciel fortrolighed, der udvikler sig til værdifulde samtaler. De beslutter at skrive denne bog sammen, med ønsket om, at vi kan tage ved lære af de døende.

Bogen er bygget op om ugentlige samtaler fra maj til august de sidste tre måneder af Jacobs liv. Kort fortalt er Jacob sidst i trediverne, jævnaldrende med hustruen Helle, antropolog, direktør i ISS, syg af tungecancer og far til Sofus på fire år. Rita er forfatter til flere bøger om åndelig omsorg for døende og optaget af Søren Kierkegaards tanker om menneskets dobbelthed og om at være sig selv og blive sig selv. Hver uges samtale får sit eget tema: om Jacobs livshistorie, reaktion på sygdom og behandling, relationer, sorg, lidelse, Gud og det åndelige. Samtalerne er dels bygget på interviews, dels på dialog og diskussion, dygtigt og flot tematiseret, jeg fristes til at beskrive det som samtalekunst.
 
Jacob formår at integrere det modsætningsfyldte i livet og døden. Et af kapitlerne har overskriften "At være dødssyg og lykkelig". Her fortæller han om, hvordan han arbejder for at få det bedste ud af det værst tænkelige. Jacob har mange kilder til glæde i sit liv og kan i takt med sygdomsbegrænsningerne erstatte det ene med noget andet. "Der er mest af det bedste," fortæller han. På spørgsmålet om, hvad Sofus skal huske sin far for, svarer han: "At jeg ville det her liv, og at jeg ville ham!"
 
Jacobs far er også i kræftbehandling og dør uventet i juni måned, en sorg, der bringer Jacob ned i lidelsens dybeste mørke over forsoning til en følelse af befrielse. Jacob arbejder for at få det modsætningsfyldte i livet til at balancere. Bogens sidste samtale handler om tro og religion, der ofte får betydning i menneskets liv under sygdom og tæt på døden. Også for Jacob.
 
Jacob døde i august sidste år. Rita mener, at han levede så længe for at være sammen med Helle og Sofus og for at færdiggøre bogen. Jacob er flere gange "helt smadret", når han og Rita mødes. Men han vil gennemføre, trods mange plagsomme symptomer.

Bogen er et mesterværk, en af de smukkeste og vigtigste bøger jeg har læst.


Rita Nielsen og Jacob Harder
Venteværelset - en døendes fortællinger om livet
Unitas Forlag 2010
156 sider - 199 kr.
Kreativweb.dk - logo