Når den dårlige samvittighed nager


Skrevet af Aftenvagt på sygehuset, den 22. februar 2013

Bodil blev indlagt på sygehuset for fire dage siden. Da hun kom, var hun dagligt oppe at sidde i en stol nogle timer. Men hun er hastigt blevet svagere og er nu fast sengeliggende. Hun er i 60erne og har en datter, Linda, som bor i nærheden, og som besøger sin mor dagligt. Linda har tre mindreårige børn.

Bodil er reserveret af natur, og først efter at jeg som aftenvagt har passet hende tre aftener, begynder hun at åbne sig. En eftermiddag, da jeg kommer ind for at hilse på hende, spørger jeg: "Hvordan har din dag så været i dag?" Bodil svarer: "Formiddagen var lang." Jeg spørger, om det er fordi hun keder sig, hvortil Bodil siger: "Nej, det er fordi jeg er ked af det." Jeg spørger, om hun har lyst til at fortælle, hvad hun er ked af. Bodil fortæller, at datteren har travlt på arbejde for tiden og har lange arbejdsdage. Samtidig er svigersønnen på forretningsrejse denne uge, hvilket gør, at datteren har svært ved at få børnene passet. "Og så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan passe dem", siger Bodil.

Bodil fortæller, hvordan hun tidligere har kunnet aflaste Linda ved at passe hendes børn, og vi taler om det tab, det må være for Bodil ikke at kunne gøre det længere.

Jeg kommer til at tænke på, om det kunne være en hjælp for Bodil at bede Gud hjælpe Linda og børnene nu, hvor Bodil ikke selv kan hjælpe dem, og jeg spørger: "Må jeg spørge dig om noget personligt?" Bodil svarer ja, og jeg spørger: "Beder du somme tider til Gud?" Bodil svarer: "Nej, jeg er en uhjælpelig skeptiker." Jeg spørger ind til, om der er noget andet, der tidligere har kunnet være hende til hjælp i sådanne situationer, hvortil Bodil blot svarer, at sådan har hun altid haft det, og det tror hun ikke, der er noget at gøre ved.



Jeg føler ikke, at jeg har kunnet give Bodil nogen brugbar hjælp, og jeg drøfter situationen med mine kolleger senere på aftenen. Én af dem siger: "Bodil må da i det mindste kunne blive lettet for sin dårlige samvittighed". Kollegaen uddyber med at henvise til "magtligningen" (se faktaboks). Jeg kender "magtligningen" fra et kursus med Ole Hartling, og jeg kan se min kollegas pointe med at bringe den på banen i Bodils situation.

Da jeg senere kommer ind til Bodil, spørger jeg, om hun har lyst til, at vi taler lidt videre om hendes dårlige samvittighed, hvilket hun gerne vil. Jeg spørger, om hun er enig i, at det, man har magt til, har man også ansvar for, f.eks. hvis jeg går sammen med et barn på fortovet, og jeg har magt til at forhindre, at barnet løber ud foran en bil, men jeg ikke gør det, så er det mit ansvar, at jeg ikke har forhindret det, og jeg er medskyldig i, at barnet løber ud foran bilen.

Det er Bodil helt med på. Så spørger jeg: "Har du magt til at passe Lindas børn, sådan som du har det nu?" "Nej" svarer Bodil. "Er det så dit ansvar?" "Nej", siger Bodil. Og efter en lille pause tilføjer hun: "men det ligger så dybt i mig, at det er svært at lade være at have dårlig samvittighed alligevel. Jeg har nok brug for at blive mindet om det her mange gange". Jeg spørger, om hun er interesseret i, at jeg skriver i hendes papirer, at hun gerne vil mindes om, at hun ikke har grund til dårlig samvittighed over ikke at passe sine børnebørn, hvilket hun bekræfter.

Lidt efter siger Bodil: "Men selv om man ikke har dårlig samvittighed, kan man jo godt være ked af, at man ikke kan."


Jeg kommer til at tænke på undervisningen af Ole Hartling igen og påpeger forskellen mellem byrder, som skal bæres og problemer, som skal løses. "Det, at du ikke kan hjælpe er måske en byrde, som du bliver nødt til at bære, og som ingen kan tage fra dig. Men byrder bliver nogle gange lettere at bære, hvis de deles med andre. Og du skal vide, at hvis du har lyst til at dele den med os, vil vi til enhver tid gerne lytte," siger jeg.

Bodil smiler og trykker min hånd. Vi siger godnat, og jeg går ud og tænker på, hvordan jeg bedst får formidlet essensen af dette her til mine kolleger i rapporten uden at udlevere Bodil mere end hun ønsker det.




--------------------
i) Løgstrup, Den etiske fordring, 1995
ii) Åndelig omsorg er
.    det at være opmærksom på brugerens eksistentielle spørgsmål og ressourcer,
.    at lytte til den mening, disse har i brugerens livshistorie
.    at hjælpe brugeren i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn" .
Hans Stifoss-Hansen & Kjell Kallenberg: Livssyn, sundhed og sygdom. Hans Reitzels Forlag 1998.


Faktaboks
 

Kommentarer


Der er ingen kommentarer til denne fortælling.
Seneste fortællinger
»For Gud er ingen sprog fremmede
 
Af CKH Sykeplejestuderende, Bergen, 9. marts 2013
»Hun sang sig ind i døden
 
Af Anne Gro Hansen, 9. marts 2013
»Når den dårlige samvittighed nager
 
Af Aftenvagt på sygehuset, 22. februar 2013
»Om at lytte - og mere end det
 
Af hospicesygeplejerske, 24. februar 2012
»At møde hinanden med tillid
 
Af sygeplejestud., 23. februar 2012
Aktuelt
»International åndelig omsorgskonference for studerende
 
21. september 2017 - 22. september 2017
Kreativweb.dk - logo