For Gud er ingen sprog fremmede


Skrevet af CKH Sykeplejestuderende, Bergen, den 9. marts 2013

Beretning af en udenlandsk sygeplejestuderende i Bergen

Den patient, jeg vil fortælle om her, er over 70 år gammel og har døjet med kroniske smerter i mange årtier. De sidste år har disse smerter og den diagnose, som er årsag til dem, gjort patienten sengeliggende. Han er meget tunghør.

Jeg lærte patienten at kende i forbindelse med et sommervikariat på det lokale plejehjem. Jeg fik at vide af personalet, at patienten var "meget kristen". De fortalte, at han ofte råbte på Gud, når han var misfornøjet, vred eller i smerte. Jeg skulle prøve at overse det. Ellers blev han meget optaget af religiøse ting. Patienten havde også en del tvangshandlinger. En af disse var, hvordan bibelen og salmebogen var placeret på natbordet.

Jeg var med til at pleje patienten i løbet af sommeren. Jeg fik tilstrækkelig erfaring til at dele personalets frustration over hans verbale udtryk og til at irritere mig over både bibelens og salmebogens placering, som kunne tage op til tyve minutter hver gang.

En dag, da jeg delte post ud, kom jeg til denne patients stue. Jeg havde set på min vagttelefon, at han havde haft ringet længe. Jeg så patientens hånd vifte mod mig. Jeg gik modvilligt ind med posten i hånden og et øje på uret.

Jeg bøjede mig ned mod patienten og råbte mit navn, men patienten forstod det ikke og spurgte, hvem jeg var. Han viftede med to fingre mod bøgerne på natbordet. Åh nej, sagde en stemme i mit hoved, ikke bøgerne! Jeg pegede på den sorte, indbundne bibel med forgyldt kant. Patienten rystede på hovedet. Nej. Jeg pegede på den mørke, brune bog ved siden af. Ja, patienten nikkede voldsomt. Han greb fat i bogen for at forsøge at blade i den. Jeg blev lidt overrasket. Jeg havde forventet en lang seance med at placere bøgerne i forhold til kanterne på natbordet.

Den brune bog var gammel og velbrugt. Det, som jeg troede var en salmebog, var fyldt af bibeltekster, en for hver dag i ugen. Så praktisk, tænkte jeg. I hvert fald for mig, som var udlænding og ikke kunne nogen norske tekster. Jeg bladede frem til tirsdag og læste dagens tekst. Patienten greb mig hårdt i hånden og nikkede taknemligt. Han protesterede ikke, da jeg lagde bogen på natbordet. Så ikke engang efter, hvordan den lå. Jeg gik rolig ud og så mig om på gangen. Var det nogen som havde hørt det? Hvad havde de syntes om ordene, jeg sagde? Var jeg flov? Jeg så på klokken. Det tog bare to minutter. Jeg, som havde været både irriteret og lidt bange for den brune bog. Jeg tænkte på ordene i den. Små, dyrebare ord i en helt almindelig hverdag. Specielle ord, som jeg ikke havde planlagt, at mine læber skulle forme, eller at min stemme skulle sige.



Flere måneder senere var jeg igen på denne afdeling. Jeg standsede i døren til patienten, selv om han ikke havde ringet. Noget var galt. Alle vidste, at han ikke havde langt igen. Jeg gik hen til sengen. Patienten lå uroligt og greb fat i mig. Hans hænder foldede sig om mine, og han hviskede: "Vil du ikke nok. Vil du ikke nok?" Jeg havde hørt i rapporten, at patienten havde bedt flere af personalet om at få hjælp til at dø. Det skræmte mig. Var det det, han bad mig om? Tryglede han om at få hjælp til at dø?

Han pegede på de to bøger. Og holdt to foldede hænder op. Så slog det mig. Måske ville han bede! Jeg bladede i den brune bog, jeg havde læst i tidligere. Jeg fandt ingen bøn. Jeg var usikker på teksterne. Vidste ikke, hvad de betød. Jeg blev stresset og flov over min egen uvidenhed. En døende patient har krav på mere end dette, tænkte jeg. Noget bedre end en ikke-troende, udenlandsk førsteårs studerende. Jeg tænkte på min gudløse barndom. Jeg huskede kun salmer fra morgensamlingen i grundskolen på mit eget modersmål. The Lords Prayer! Indskydelsen var en lettelse.

Jeg begyndte. Lænede mig over patienten godt ind til hans bedste øre. Jeg råbte ordene, "Our father who art in heaven, hallowed be thy name." Når jeg tog en pause for at trække vejret, fornemmede jeg, at patienten nikkede. Jeg fik hans hår ind i mine næsebor. Det var temmelig ubehageligt. Mine knæ blev trykket ind i sengekanten, og min ryg var spændt, for ikke at få overbalance og vælte ind ovenpå ham. Det gjorde ondt. Jeg følte ikke noget for ordene, jeg sagde. Jeg skreg i ubehag på en gud, jeg ikke kendte.

"Amen". Ordet blev spyttet ud i et lettelsens suk. Patienten nikkede, slap grebet om min arm og lå rolig. Jeg kikkede mig ikke omkring, da jeg gik ud af stuen denne gang. Var ligeglad med, om nogen havde hørt mig. Jeg havde netop skreget en fattig bøn ud, på et fremmed sprog, for døve øren. Bagefter ønskede jeg, at patienten kunne have fortalt mig, hvorfor bønnen hjalp ham. Hvad var hemmeligheden? Måske er svaret, at ingen bøn er fattig. Overfor Gud findes ingen fremmedsprog.



 

Kommentarer


Der er ingen kommentarer til denne fortælling.
Seneste fortællinger
»For Gud er ingen sprog fremmede
 
Af CKH Sykeplejestuderende, Bergen, 9. marts 2013
»Hun sang sig ind i døden
 
Af Anne Gro Hansen, 9. marts 2013
»Når den dårlige samvittighed nager
 
Af Aftenvagt på sygehuset, 22. februar 2013
»Om at lytte - og mere end det
 
Af hospicesygeplejerske, 24. februar 2012
»At møde hinanden med tillid
 
Af sygeplejestud., 23. februar 2012
Aktuelt
»International åndelig omsorgskonference for studerende
 
21. september 2017 - 22. september 2017
Kreativweb.dk - logo